Korets historie

Vester Skerninge-Hundstrup Sangforening
Af Peder R. Møller [1908]

Lad mig straks sige, at jeg fra flere sider har været opfordret til at skrive ovennævnte sangforenings historie. Når jeg ikke hidtil har efterkommet opfordringen, er grunden den, at jeg dels tvivlede om, at emnet var omfangsrigt nok til at drages frem i bogform og dels frygtede for, at folk ville finde det ubeskedent, når det gjorde krav på almen opmærksomhed landet over.

Derimod turde emnet gøre berettiget krav på en plads i nærværende årbog, da nævnte sangforening har ydet sit bidrag til det sidste halve hundredårs kulturhistorie i Svendborg amt. For der er vel ingen, der tør nægte, at den gode sang – også den flerstemmige – har forædlende indflydelse på sine udøvere, som på tilhørerne, og at den, brugt i foreningslivet, bidrager til dettes kultiverende magt.

Dansegulvet

For et halvt hundredår siden havde driftige folk i Mads Hansens fødesogn, Hundstrup, anlagt i den grønne skov et dansegulv, som lokkede ungdommen til sig i den lyse sommernat. Men det har sin fare at samle ungdom til den slags lystighed uden spor af velmenende og ansvarsfølende ledere tilmed, da der til dansen var knyttet beværtning som det gjaldt at gøre så indbringende som muligt. Disse natlige skovgilder fik hurtig et dårligt ry på sig.

Mads Hansen, som da var en alvorlig tænkende ungersvend på 24 år med sans for et rent og kønt menneskeliv og med øje for, at ungdommen er fremtiden, harmedes over dette skovhalløj og besluttede efter samråd med nogle venligsindede bønderkarle at oprette en sangforening, som kunne samle sognets ungdom til en renere og sundere fornøjelse. Hans gamle ven og lærer i musik, den senere så kendte komponist Hans Hansen i Ulbølle rådte til, og med ham som leder af sangen kom foreningen i gang. Der begyndtes med tostemmig sang, og byens skolelokale blev overladt foreningen til sangøvelserne. Men glæden var kun kort.

Sangforeningen

Den lille flok sangere blev spottet og drillet af andre rå jævnaldrende, indtil den opgav ævret, og Mads Hansen med en trofast tilhænger, husmandssønnen Hans Jørgen Nielsen stod ene tilbage. Så tyede han til Vester Skerninge, hvor der var bedre jordbund for hans planer, og hvor han i den unge smed, Jørgen Hansen, fandt en mand, han kunne bruge. Ved smedens hjælp samlede han hurtig en flok unge sangere om sig, og her genfødtes foreningen den 10. januar 1859 under navn af Hundstrup – Vester Skerninge Sangforening.

Vel måtte Mads Hansen også her kæmpe sig fem, idet særlig sognets ældre befolkning blev bitre modstandere af det ny, han var banebryder for. Slige folk forstod ikke, hvad det syngeri skulle gøre godt for, og de følte sig forstyrrede i deres gamle vaneliv, hvori polskpas og tevandsknægte var midtpunktet, og hvor skålverset var den eneste sang, der tiltalte dem. Til gengæld sluttede de unge sig tæt om deres fører og lod sig ikke så let splitte.

Sanglederen

Som sammenholdet voksede, øgedes modstanden, og det forsøgtes ved øvrighedens hjælp at forbyde foreningen at holde sangøvelser i skolelokalet, men daværende herredsfoged, justitsråd Stricker i Fåborg, gav den en skriftlig tilladelse, for hvilken modstanderne måtte bøje sig.

En stor begivenhed for sangkoret var dets deltagelse i Flensborgfesten ved løvemonumentets afsløring den 25. juli 1862. Man lejede en lille sejljagt og under musik af Hans Hansens orkester (10 mand) og med foreningens ny Dannebrogsflag på storsejlsnokken gik farten over den blanke vove, der forresten viste sig alt andet end blank og blid under det hårde kryds i knagende storm op ad Flensborg fjord. På hjemturen anløb man Sønderborg, beså slottet og gæstede Dybbøl med de to år senere så sørgelige skanser.

Foreningen, som de første par år kun bestod af sangkoret, blev udvidet til at omfatte ikke-syngende medlemmer, og disse fik for et lille årsbidrag 3 `a 4 aftenunderholdninger hver vinter og en skovtur om sommeren. Snart taltes foreningens medlemmer i hundreder Sangleder, den geniale Hans Hansen, havde et fortrinligt orkester, kendt i vide kredse, og dette medvirkede ved aftenunderholdningerne, der desuden bød på firstemmig sang, af og til et foredrag af foreningens velynder og trofaste støtte, pastor Brandt i Ollerup, samt nogle timers dans.

Hemmeligheden

Men var end programmet for disse underholdninger nok så fortrinligt efter landsbyforhold, blev det dog i årenes løb lidt ensformigt, og Mads Hansen pønsede på afveksling. Så gav han sig til at skrive små komedier og lod dem opføre af dilettanter i foreningen.

Hans første dramatiske arbejde hed “Holger Danske”, og heri optrådte selve den danske sagnhelt af samme navn (forbløffende udstyret i lodden pels med hårene udad, med paphjelm på hovedet og drabeligt sværd ved lænd.) Stykket blev indøvet i dybeste hemmelighed for ikke at vække medborgeres grin, hvis det hele mislykkedes. I et ubeboet hus, blandt rotter og mus gik indøvelsen for sig.

Vinduerne var tæt tildækkede, og man dæmpede stemmen og kvalte latteren for ikke at forråde, hvad man foretog sig. De, der var med til disse prøver, vil sikkert mindes dem, så længe de lever. Da forestillingsaftenen kom, var salen tætpakket med tilskuere, og forestillingen blev modtaget med endeløs jubel. Såvidt vides var Holger Danske den første dilettantkomedie opført af bønder her i landet. Og for den sags skyld i udlandet med. Næste vinter fortsattes med et nyt stykke af Mads Hansen og så fremdeles i de følgende år.

Enken

For at undgå giftig snak var der ingen kvinder medvirkende ved disse dilettantkomedier. Forfatteren af nærværende skildring var første elskerinde ved teatret, og denne primadonnastilling holdt jeg et par års tid, indtil stemmeskiftning og fremspirende overskæg forrådte mig som hørte til det stærke køn. Først flere år senere, da dilettantkomedien havde vundet sig en uangribelig plads i folks omdømme, tog vi kvinder til hjælp til stort gavn for udførelsen.

Den bedste af Mads Hansens komedier hed Enken, hvis titelrolle udførtes med virkelig kunst af en attenårig bondepige. Denne forestilling, som overværedes af den i sin tid velkendte provinsdirektør Sørensen, blev omtalt ikke blot i danske men også i udenlandske aviser, som fremhævede denne foreteelse som en målestok for danske bønders kultur.

Fra Hundstrup – Vester Skerninge Sangforening, der nu blev omdøbt til Vester Skerninge – Sangforening for at betegne,a t Vester Skerninge var foreningens hovedsæde – bredte dilettantkomedien blandt bønder sig udover hele landet, om med lige held og til lige gavn skal være usagt.

Modstanden

Mads Hansen kørte med fast hånd foreningen i lige linje mod det mål, han havde sat sig: bekæmpelse af råhed og udskejelser blandt egnens ungdom ved at byde den en sund og ren morskab parret med forædlende og åndsudviklende påvirkning. Og han blev stadig bistået af pastor Brandt, som ofte førte ordet ved foreningens sammenkomster, og af flere gode mænd.

Men som foreningens virksomhed blev kendelig øgedes modstanden af uforstående medborgere hvoriblandt flere indflydelsesrige og såkaldte dannede mænd, som i denne sangforening vejrede den frembrydende åndsmagt, der på folkelig-kristelig grund gik på erobringstogt i vort folk. Ja i selve sangkoret dannede sig en opposition imod Mads Hansens ledelse, og det kom til et sammenstød på tiårsdagen for foreningens stiftelse. Han ville ved denne lejlighed understrege, hvad der hidtil havde været og fremtidig burde være foreningens mål, og han skrev en festsang, hvori dette stærkt betonedes, ligesom han bad pastor Brandt om at holde et oplysende foredrag.

Kroen

Modstanderne holdt på, at det skulle være en blot og bar morskabsfest med udelukkelse af foredraget og med punchbollen som det centrale. Men Mads Hansen satte sin vilje igennem,. Der blev generalforsamling ud af det, og her genvalgtes han til formand om end kun med én stemmes overvægt. Så trådte de misfornøjede ud og stiftede en ny forening. [Bruddet skete i 1869]

Det var en ulempe for foreningen, at den var henvist med sine aftenunderholdninger til salen i Vester Skerninge Kro. Selv om der vågedes strengt over, at god opførsel overholdtes, hændte det, at en og anden kiggede for dybt i glasset. Blot en par halvfulde folk blandt et par hundrede mennesker kan give det hele et stygt præg. Selvfølgelig blev vedkommende straks udelukket af foreningen, men det kunne ikke hindre, at andre kom ligedan afsted.

Det hændte også, at man blev forulempet af tilrejsende, som havde hatten på snur; man var jo tilhuse på en offentlig kro. Ked af dette forhold rejste foreningen 1875 sin egen bygning og sagde kroen farvel. Kun fem år fik Mads Hansen lov til at glæde sig ved den ny foreningsbygning. Han døde, som kendt, den 1. april 1880. – Hans død var et hårdt slag for foreningen. Selv om han i sine sidste leveår mere og mere blev ude af stand til at røgte sin gerning som foreningens formand, stod han dog som den støtte baggrund, hvortil vi andre hældede os.

Tabet

VI fattede først vort fulde tab, da han var død. I 21 år havde han som formand været foreningens udmærkede og trofaste leder, dens ridderlige værge. Det var med sorg i sind og gråd på kind, sangerne ved hans grav bragte ham deres sidste farvel i hans egen prægtige sang “Graven er lukket”.

Da sangerne efter hans død valgte mig til formand, tog jeg mod valget vidende med mig selv, at jeg, så vidt mine evner rakte, ville gøre alt for at lede foreningen i samme spor mod det af den afdøde fastsatte mål.

Så kom der en række trange år for foreningen. Dens gamle sangleder, Hans Hansen var død allerede et par år før Mads Hansen, (1. novbr. 1878) og hans afløses, musikdirektør Hans Pedersen i Svendborg (tidligere elev af Hans Hansen) kunne ikke overkomme vedblivende at ofre tilstrækkelig tid og kræfter på sangkoret i Vester Skerninge. Dertil kom, at foreningsbygningen, som var for dyrt opført, ikke kunne svare regning, og vi så os nødsagede til i sommeren 1887 at sælge den til betydeligt tab for garanterne.

Aftenunderholdningen

Da foreningen nu stod uden forsamlingssal, besluttede vi foreløbig at give afkald på vore passive medlemmer og kun holde sangkoret gående. Denne indskrænkede virksomhed varede i 3 à 4 år. Da byggede en købmand i den nære naboby, Ulbølle, en forsamlingssal, og her tog vi atter vor fulde virksomhed op.

Samtidig omdannedes sangkoret fra mandskor til blandet kor, og det blev en stor vinding for foreningen. Vi havde ypperlige kvindelige sangstemmer til vor rådighed, og førstelærer J.C. Klindt i Vester Skerninge, som havde været sangmedlem i over 30 år, overtog dirigentpladsen. I ham fik koret en sangleder af betydelig rang. Begavet med fin musikalsk sans lå han tillige inde med en del musikteori.

Hans ihærdige flid og sejge udholdenhed, der var hans særkende, i alt hvad han foretog sig, kom os til gode i rigt mål. Foreningen fik atter vind i sejlene og talte påny hundreder af medlemmer. Den sceniske virksomhed blev genoptaget, og som regel gives der hver anden vinter en aftenunderholdning med dilettantkomedie.

Dilettantkomedien

Tillad mig i parentes et par ord om dilettantkomedie i almindelighed. Der er delte meninger om dens berettigelse, og den er ikke så sjældent genstand for skarp kritik og ivrigt forsvar. Min mening om tingen er den, at hvor der mangler både litterært og æstetisk omdømme i valg af stykker; hvor man fordeler rollerne uden spor af anelse om, hvorvidt de magtes af modtagerne eller om disse i det hele taget har spor af anlæg for at spille komedie; hvor man endelig indøver stykket under mangel på alt, hvad der hedder kyndig vejledning – ja der bliver dilettantkomedien let et vrængbillede af scenisk kunst, og da gør den skade, idet den hos udøverne som hos tilskuerne virker fordummende og hindrer enhver udvikling i retning af kunstsans på skuespillets område.

Hvor derimod lidt sagkyndighed står for styret, så der vælges stykker med sundt og godt indhold og som ikke ligger over de rollehavendes kræfter; hvor der er blik for, om vedkommende dilettant i det hele taget har talent og da, hvilken rolle han magter; hvor der er en instruktør, som forstår at vejlede de rollehavende, dæmpe lysten til at overdrive, få frem, hvad der ligger vægt på og få sammenarbejdet alle enkeltheder til et afstemt hele, der har naturlighedens og virkelighedens præg; hvor der endelig er en ledelse, som våger over god tone ved prøverne – ja der kan dilettantkomedien gøre gavn.

Drikkeriet

Den er da en god, sund fornøjelse, foruden at den bidrager til ved sin satire at påpege dårligdom og ved sin moral at højne idealet, kort sagt, den kan da have opdragende betydning og vise vej til forståelse af virkelig kunst.

Foreningens dilettanter har i den lange årrække fra først i tresserne til nutiden foruden Mads Hansens komedier opført en del af Hostrups, Erik Bøghs, Heibergs og andre skuespildigteres arbejder. I de senere år er det særlig nuværende formands skuespil, såsom “Fra stavnsbåndstiden”, “En vilje”, Isen brydes” . o.fl.a. der har været fremførte. Dilettantforestillingerne har ydet sangen og musikken sin store støtte til at holde foreningen i kraftig og levedygtig stand.

Hvad der særlig har holdt energien vedlige, er foreningens fortsatte kamp mod den slette nydelsessyge, ikke mindst drikkeriet, som tiden i så høj grad fører med sig.

Afholdsbeværtningen

I Ulbølle, hvor salen ejedes af en købmand, var det naturligt, at han tillige blev foreningens vært. At han nødig så spiritusudskænkningen ved aftenunderholdningerne udeladt er, set fra hans standpunkt, forståeligt, da han derved ville tjene mindre ved foreningen, som fik salen overladt for en billig leje. Men trods værtens og bestyrelsens påpassenhed kunne det ikke undgås, at enkelte af medlemmerne blev berusede, sålænge spiritus og da særlig bajersk øl ikke var bandlyst. VI tog da en rask beslutning og indførte afholdsbeværtning, men efter et par års forløb blev vi opsagt til fraflytning af værten.

Atter stod vi uden forsamlingssal, og nu var gode råd dyre. Tilbage til kroen ville vi ikke, og det så ud til, at alle sunde var lukkede.

Dirigenten

Da slog skytteforeningen og sangforeningen sig sammen i en energisk agitation, og det lykkedes at oparbejde en stemning i Vester Skerninge sogn for at rejse et forsamlingshus. Ved aktier à 10 kr og ved hjælp af et mindre lån tilvejebragtes byggekapitalen, og i efteråret 1903 stod det ny hus færdigt. I år 1908 er det blevet betydelig udvidet og afgiver nu et smukt, rummeligt og velindrettet hjem for foreningerne i sogne og for andre sammenkomster. Endelig nåede vi så vidt, at vi i sangforeningen kunne forvise spiritus og bajersk øl ved vore aftenunderholdninger.

Det var et føleligt tab for foreningen, da førstelærer Klindt tog sin afsked og flyttede fra egnen. Men når én dør slås i, springer undertiden en anden op, og i den samtidig tiltrædende unge andenlærer, Sigvald Hansen, fandt vi atter en god dirigent.

Da sangkoret var udelukkende mandskor, var det medlem af den fynske centralsangforening, og deltog i dennes sangfester omkring i fynske købstæder. Den første af disse fester afholdtes i Odense 1866. I sommeren 1869 i Fåborg deltog vi med en dobbeltkvartet i en sangkonkurrence for dobbeltkvartetter fra alle landets sangforeninger. Ved den lejlighed skrev Mads Hansen for vor kvartet de to kendte sange i fynsk mundart “Folkesnak” og “Opvåvni”, og Hans Hansen komponerede melodier til dem og udsatte dem firstemmigt.

Anerkendelsen

Det gjorde stor lykke og måtte gentages, hvorefter den store tilhørerskare med tilslutning fra dommerudvalget ved bragende klapsalver og høje råb forlangte komponisten frem. Men det blev ikke til noget; den gamle husmand fra Ulbølle havde i tide vejret, at han stod i fare for at blive fremkaldt, og en sådan stillen i gabestokken var han ikke modig ved. Da han ikke selv dirigerede kvartetten – det gjorde Hans Pedersen – kunne han ubemærket liste bort under sangen. Han tyede ned i hotellets rejsestald, fandt sig et hestedækken og tog sig en middagslur, mens et publikum med nogle af landets fremragende kunstnere i spidsen henrevet af hans tonedigtning hyldede ham og søgte at få ham at se.

Ingen skal sige ham på, at han var plaget med forfængelighed. Derimod var hans sangere stolte af ham. Nå, vi fik ingen præmie den dag; kunstnerisk målt lå vi selvfølgelig under for de af musikalsk uddannede sangere sammensatte kvartetter fra københavn og andre byer; men vi fik, som landsbysangere, al den anerkendelse, vi fortjente og var mere end tilstrækkelig genstand for opmærksomhed.

Fællesarbejdet

Nogle år efter at foreningens sangkor var omdannet til blandet kor, indmeldte vi os i Centralforeningen for blandet Kor i Fyns Stift”. Her blandt lutter landsbysangforeninger, hvor devisen er “Ej blot til lyst”, hvor målet er at deltage i et folkeoplysende arbejde ved at vække interessen og udbrede sansen for god sang, her føler vi os hjemme. Vor første medvirken i denne centralforening var ved indvielsen af Fyns Forsamlingshus i Odense 1900, og vi har siden da medvirket ved sangfester trindt om i Fyn og ved de store sangfester i Kolding, Århus og Horsens, hvor den fynske central har haft tilslutning af de øst- og vestjyske centralsangforeninger.

Det løfter enhver sanger at synge med i et kor på 6-7 hundrede stemmer, og hvor vi drager frem i en sådan sangerskare, strømmer befolkningen os i møde med forventning og gæstfrihed. Dette fællesarbejde med de øvrige sangkor i centralforeningen værger vort lille kor mod at falde for den fristelse at være sig selv nok.

Kaffedrikningen

Når jeg så stærkt skal begrænse en skildring af Vester Skerninge – Hundstrup Sangforenings liv og levnet, må der gives afkald på mangt og meget, som burde fremdrages. Her skal blot kortelig omtales samlivet mellem sangerne. Det er og har til de fleste tider været eksemplarisk. Hvor vi mødes uden for foreningen, føler vi os som hørende til én familie, og kammeratskabsfølelsen er altid levende. Vort ugentlige sangaftener er prægede at godt humør ungdomsfriskhed, ingen har råd til at surmule.

Aldrende mænd og kvinder er fuldgode kammerater med de yngste sangfæller, de ældste sangere bliver unge påny, og de yngre indordner sig glad og villigt under de ældres ledelse. Ved vore komedieprøver arbejdes der energisk ofte 4-5 timer i træk. Der spises af medbragte madkurve, og når prøven er endt, er der kaffedrikning og – sang. Uden sang går arbejdet trægt. Så er det god gammel skik, at en sådan aften slutter med “Der står et slot i Vesterled”.

At dette gode samliv påvirker sangerne, ikke mindst de yngre, i god retning, har vi erfaring for, og det er uomtvisteligt, at foreningen ved at påvirke hundreder og atter hundreder af unge mænd og kvinder, sæt efter sæt i den lange årrække, har gjort et arbejde af kulturel betydning.

Mentorerne

Enhver, som har med et sangkor at gøre, ved, at den idelige til- og afgang af sangere volder besvær. I et sådant sangkor er størsteparten af sangerne unge mennesker, som ofte fraflytter egnen efter nogle få halvårs forløb. Det har været en lykke for Vester Skerninge – Hundstrup Sangforening, at sangkoret har sine faste rammer af ældre bosiddende sangere.

Blandt disse skal nævnes gårdejer og slagter Morten Pedersen, som har været sanger i over 40 år og foreningens kasserer i 32; skræddermester P.M. Kristensen, sanger i 27 år; hans mestersvend Jørgen Olsen, i over 20 år; min hustru, Marie Møller, i 18 år, foruden flere andre, som ar været sangmedlemmer i en halv snes år.Ældst i tjenesten er vel nok jeg, som har sunget i koret i 45 år og været foreningens formand i 28 år.

Ungdomsarbejdet

Foreningen har stedse været til tjeneste, når det gjaldt at støtte en god sag. I de forløbne år har den ved koncerter af forskellig art og ved dilettantforestillinger tilvejebragt betydelige summer i slige øjemed. Således i sin tid til russisk Polens forsøg på frigørelse ved opstanden 1863 (ved hvilken lejlighed den forresten fik sin begejstring for “oprørerne” dæmpet af statsklogere medborgere); til hungerlidende russere, til kretenserne, til vesterhavsfiskeres efterladte, til Ollerup Børnehjems nybyggelse efter overgået ildsvåde, til menighedsplejen, til blinde, syge og fattige, til anskaffelse af orgel i Vester Skerninge kirke og mange andre øjemed. Dette udenomsarbejde for at støtte, hvad vi anså for støtte værd, har højnet foreningens samfunds- og fællesfølelse, adlet dens arbejde.

Om nogle måneder kan Vester Skerninge Hundstrup Sangforening fejre sit halvtredsårs jubilæum. Den er uden tvivl nu landets ældste landsbysangerforening og kun få købstadforeninger gør den rangen i alder stridig. Dens virksomhed har givet stødet til mage andre landsbysangforeningers oprettelse, og har en del af disse end måttet stryge flaget efter kortere tids virksomhed, så er der opstået ny i deres sted, så den gode flerstemmige danske sang er landet over i stærk og glædelig fremvækst.

Fornøjelsen

Ofte har der fra andre arbejdere i folkeoplysningens og folkeopdragelsens tjeneste været anket over, at sangforeningens arbejde gav for lidt åndeligt udbytte, bar ikke nok kendelig frugt på ånds- og hjertelivets område. Disse anker vil jeg svare på med Mads Hansens ord: “Vi brakker, døder ukrudt; det må til, hvor god sæd skal kunne trives”. Han satte ikke sin sangforening et uopnåeligt mål.

Er det mål, foreningen i første linie altid har haft for øje: at byde ungdommen en god, sund og ren fornøjelse og derved modarbejde, hva der vil nedbryde den, end beskedent, så er vi dog glade ved, at vor forening er med i arbejdet for dansk kultur, med til at modarbejde forrådnelse i vort folk, så det kan holde sig friskt og levedygtigt. Lad være at vi hører til de jævne arbejdere, som kun går større bygmestre til hånde, så bygger vi dog med på det fælles store folkehjem.

Det er forståeligt, at vi, som virker i den gamle forening, omfatter den med varm hengivenhed, og at vi ønsker den levedygtighed og lykke i næste halvhundredår.

Sangkoret

I efteråret 1970 sang lærere og tidligere elever fra Vester Skerninge Skole sammen, men den 13. januar 1971 mødtes for første gang de sangere, der udgjorde Vester Skerninge Sangkor.

Hvad fører til dannelsen af et folkekor? En dirigent med mod på opgaven samt et antal sopraner, alter, tenorer og basser, der er interesseret i samværet omkring sangen som musisk udtryksmiddel.

Det var Leif Lauritsen, der var dirigenten, som kunne få os til at yde vort bedste og arbejde utrætteligt på, at det stedse skulle blive bedre.

Leif Lauritsen var dirigent indtil 2006
Erik HA Jacobsen fra 2006 til 2010
Kai Herrmann fra 2010 til 2012
Jakob Hedegaard fra 2012